Tvunget af omstændighederne her i foråret 2020 måtte vi aflyse vores årligt tilbagevendende forårsudstilling, hvortil 22 havde tilmeldt sig med kunstværker store som små og med en bred vifte i udtryksformen. I bestyrelsen syntes vi ikke, at de skulle snydes for at vise deres værker til os andre og den øvrige omverden. Derfor blev det besluttet, som vel den første af i sin art i foreningens godt 50årige historie, at arrangere det som en virtuel udstilling med udvalgte værker fra de tilmeldte kunstnere.
Hver blev de inviteret til at fremsende fotos af to af deres værker for dog at begrænse det på hjemmesiden. 15 tog imod udfordringen, og ingen kritik skal lyde mod dem, som ikke ønskede at præsentere deres værker på denne måde, men tak til de der gjorde.
Vi har valgt at gøre de viste fotos lige store, om end der naturligvis er forskel på værkernes størrelse. Størrelsen på værkerne er for de malede billeders vedkommende omtalt ved hver enkelt kunstner. For hver kunstner er der desuden nævnt en eller flere kontaktmuligheder, såfremt der måtte være interesse for at se flere værker eller blot få mulighed for at kontakte den enkelte kunstner.